Kapløbet om at blive forbundskansler Angela Merkels arvtager er mandag blevet noget mere uforudsigeligt.
Det står klart, efter at Merkels hidtidige kandidat til posten, Annegret Kramp-Karrenbauer, har meddelt, at hun ikke går efter posten.
Her er nyhedsbureauet AFP's bud på nogle af de politikere, der potentielt kan overtage kanslerposten, når Merkel i 2021 forlader sin post:
* "Hævneren": Friedrich Merz fra CDU (64 år).
Merz har angiveligt aldrig tilgivet Merkel for at presse ham fra posten som gruppeformand for CDU for snart 20 år siden - i 2002.
Han led et snævert nederlag til Annegret Kramp-Karrenbauer ved CDU's formandsvalg i 2018 og har ventet på en vej tilbage til partitoppen lige siden.
Tidligere i februar meddelte han, at han trækker sig fra sit job hos kapitalforvalteren BlackRocks tyske afdeling for at dedikere sig til politik. Han vil hjælpe CDU med at "forny sig selv".
Han er fortrukket blandt mange af CDU's mest konservative medlemmer og ønsker at føre den politiske partiretning mere mod højre.
* "Kompromiset": Armin Laschet fra CDU (58 år).
Laschet er ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen og nævnes som en mulig kompromiskandidat. Han er en politisk veteran, der både har siddet i det tyske parlament og i Europa-Parlamentet.
Han har blandt andet fået ros i CDU for sin kamp mod kriminelle grupper i sin hjemstat. Hans overvejende liberale holdninger betyder dog også, at han kan sikre sig støtte fra regeringens socialdemokratiske koalitionspartner, SPD.
* "Anti-Merkel": Jens Spahn fra CDU (39 år).
Som den yngste af de potentielle kandidater bliver den ambitiøse og åbent homoseksuelle Spahn anset som en slags "anti-Merkel".
Spahn har været kritisk over for Merkels beslutning om i 2015 at åbne dørene for en lang række asylansøgere, og han har primært støtte fra den højredrejede del af CDU. "Spahn vil stå for en ny begyndelse", skriver den konservative tyske avis Frankfurter Allgemeine.
* "Outsideren": Markus Söder fra CSU (53 år).
Söder, der står i spidsen for det bayerske CSU, anses ikke som en af favoritterne til posten - og det er ikke en gang sikkert, at han ønsker posten.
Han har længe været fortaler for traditionelle kristne værdier som ministerpræsident i delstaten Bayern.
Han har de seneste måneder dog også forsøgt at bløde sit image op - blandt andet ved at tale om at gøre mere i kampen mod klimaforandringer.
Han har også fordømt partifællerne i CDU's nylige samarbejde med det højreorienterede AfD i den tyske delstat Thüringen.
Kilde: AFP.
/ritzau/