Danmark har et officielt mål om, at ingen børn og unge skal ryge i 2030, og et flertal i befolkningen vil foretrække at en række offentlige udendørs arealer skal være røgfri.
Siden 2021 er der indført røgfri skoletid på alle grundskoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser.
Der er udendørs rygeforbud på daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser. Lokalt er der også indført udendørs rygeforbud på togperroner, hospitaler, kommunale legepladser, idrætsanlæg og strande.
I Danmark ligger prisen på en pakke cigaretter på cirka 60 kroner.
Artiklen fortsætter under afstemningen ...
Læs her mere om flere europæiske landes regler for rygning i det offentlige rum her og prisen på cigaretter her:
Sverige:
Der er rygeforbud på daginstitutioner og skoler.
Derudover er rygning forbudt i hele landet på udendørs på caféer, restauranter, legepladser, sportspladser, busstoppesteder og togperroner. I nogle kommuner er der også indført rygeforbud på strande.
En pakke med 20 cigaretter kostede i 2022 cirka 44 danske kroner.
Norge:
Der er rygeforbud på daginstitutioner og skoler. Udendørs indgangspartier til sundhedsinstitutioner og offentlige virksomheder skal også være røgfri.
En pakke med 20 cigaretter kostede i 2022 cirka 110 danske kroner.
Finland:
Der må ikke ryges på matriklen i børnehaver, grundskoler, gymnasier og andre ungdomsuddannelser. Der er rygeforbud på offentlige legepladser, og det er ikke tillagt at ryge på offentlig badestrande fra maj til september. Ved offentlige arrangementer er der udendørs rygeforbud på tribuner.
En pakke med 20 cigaretter kostede i 2021 cirka 64 danske kroner.
Storbritannien:
Det er ikke tilladt at ryge i daginstitutioner, på skoler og legepladser. Nogle steder er der også lokalt indført røgfri strande.
En pakke med 20 cigaretter kostede i 2022 cirka 106 danske kroner.
Frankrig:
Der er rygeforbud på skoler, daginstitutioner og offentlige legepladser. Derudover har over 50 strande indført selvstændigt rygeforbud.
En pakke med 20 cigaretter kostede i 2021 cirka 72 danske kroner.
Kilder: Kræftens Bekæmpelse.
/ritzau/