Det står ikke så skidt til med danskernes forbrug, som vi får tudet ørerne fulde af.
Det skyldes, at de officielle statistikker over forbrug fokuserer på den faldende omsætning i butikkerne.
Til gengæld fanger de officielle tal kun i begrænset omfang nethandel, outlets, homeshopping og genbrugssalg, skriver tv2.dk.
Det viser en undersøgelse fra konsulentvirksomheden Pej Gruppen i Herning, der rådgiver virksomheder i tøjbranchen.
Deres tal står fast, at danskerne i kriseåret 2011 faktisk havde et lige så stort forbrug som i 2007, før krisen satte ind.
- De officielle tal fra Danmarks Statistik misser væsentlige dele af forbruget. De fanger eksempelvis kun i begrænset omfang nethandel, outlets, homeshopping og genbrugssalg, fortæller Louise Kongsholm, der er konsulent i Pej Gruppen, og står bag undersøgelsen.
Hun forklarer, at krisen tilsyneladende har skabt et skjult forbrug.
- I det offentlige rum holder vi os tilbage. I det private rum bruger vi penge i det skjulte. Og nu er det blevet en vane, siger hun til tv2.dk.