Fra i morgen får unge på de københavnske skoler mulighed for at skrive sig ind i dansk musikhistorie side om side med den populære rapgruppe Outlandish.
Københavns Kommune har nemlig fået Outlandish til at lave en sang over den tekst, der bliver valgt som den bedste beskrivelse af en ung københavners fremtidsdrømme.
Sangen bliver indspillet til marts sammen med en musikvideo, hvor den unge skribent og hans eller hendes klasse medvirker.
Konkurrencen er især rettet mod unge med indvandrerbaggrund, som generelt søger ind på ungdomsuddannelser i mindre grad end andre.
»Alle unge har ret til at få brugt deres evner, og vi har et mål om, at 95 procent af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det her er et fremragende bidrag til at få flere unge med indvandrerbaggrund til at fortsætte i job og uddannelse efter folkeskolen,« lyder det fra Bo Asmus Kjeldgaard (SF), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.
Det er det idérige projekt Creative Ghetto, som står bag kommunens friske tankegang.
Creative Ghetto arbejder for at få unge med indvandrerbaggrund ind på kreative uddannelser, og de har udtænkt ideen til Outlandish-videoen ud fra tanken om et postkort, som bliver sendt hjem til de unges forældre. Kortet er skrevet på forældrenes oprindelige nationalsprog og viser billeder fra deres oprindelige hjemland.
»Det er vigtigt, at vi når forældrene til de her børn, og da vi først fandt ud af, at postkortene skulle handle om drømme for fremtiden, så udviklede resten sig derfra. De fleste unge på gaden fortalte os, at Outlandish er det fedeste danske band, og så sagde det sgu ja til at være med uden at få noget for det,« fortæller Pernille Skov, projektdirektør i Creative Ghetto, som er støttet af EU’s socialfond.
Kampagnen Drømme & Fremtid bliver for alvor sparket i gang i morgen, når uddannelsesvejledere begynder deres rundtur til samtlige 8.-10.-klasser i Københavns kommune.
Musikvideoen med Outlandish og konkurrencens vindere bliver præsenteret 30. marts i DR Byen.
Mere på www.uu.kk.dk