Svømmeren Jeanette Ottesen hentede søndag aften endnu en dansk medalje ved VM på kortbane i Istanbul.
Den 24-årige dansker blev nummer tre i finalen i 50 meter fri, da hun svømmede i tiden 24,00 sekunder.
Aliaksandra Herasimenia fra Hviderusland hentede guldet i 23,64 sekunder, mens briten Francesca Halsall snuppede sølvet i 23,87 sekunder.
Med Jeanette Ottesens bronzemedalje kom Danmark op på ni medaljer ved VM-stævnet i Istanbul.
Tidligere søndag vandt Rikke Møller Pedersen guld i 200 meter brystsvømning.
Den oprindelige danske målsætning for stævnet lød på to medaljer.
/ritzau/