Jeanette Ottesen måtte trods bedste tid i semifinalen nøjes med bronze i 50 meter butterfly ved kortbane-VM i Istanbul.
Danskeren blev overgået af to kinesere i finalen, der blev svømmet fredag aften.
Tidligere i år har Jeanette Ottesen vundet guld på distancen ved kortbane-EM i franske Chartres.
Jeanette Ottesen var første dansker i vandet ved aftenens program, og selvom Kvik Kastrup-svømmeren var hurtigere end i semifinalen, kunne hun ikke holde de to kinesere bag sig.
Torsdag svømmede Ottesen semifinale, hvor hun satte bedste tid for både heat 1 og heat 2. Hendes tid var tre hundreddele bedre end både amerikaneren Christine Magnuson og kineseren Ying Lu, som satte på de efterfølgende pladser.
Derfor udtalte sportschef Mikkel von Seelen før aftenens finaleafdeling, at han troede på medalje til den danske VM-guldvinder i 100 meter fri.
Sportschefen har efter den succesrige danske start på kortbane-VM justeret målsætningen ganske kraftigt. Før stævnet hed den to medaljer og fem finaler til seks medaljer og 10-12 finaler.
/ritzau/