Organdonor gav kræft til modtagere
Kræftceller er blevet overført fra en organdonor til modtagerne. Foto: Wikimedia Commons
To personer er døde efter at have modtaget kræftsyge organer fra en donor.

To personer er døde af kræft efter at modtage organer fra en kræftsyg donor, skriver Politiken.

Seneste er en 48-årig kvinde fra Dianalund i november død af en aggressiv kræftsygdom, som opstod efter, at hun havde fået transplanteret nye lunger på Rigshospitalet.

"Det er forfærdeligt, at det er sket", siger lægelig direktør på Rigshospitalet, Jannik Hilsted.

"Det er også helt, helt usædvanligt. Vi har haft vores transplantationsprogram i mere end 20 år, og vi har aldrig tidligere haft et tilfælde med overførelse af cancer ved en transplantation," Jannik Hilsted.

Donoren var død af en hjerneblødning, og ifølge Rigshospitalet var der ingen tegn på, at donoren led af nogen sygdomme. Transplantationen forløb, som den skulle, og efterfølgende kontrolundersøgelser viste ingen tegn på problemer.

I alt fem patienter har modtaget organer fra den kræftsyge donor, herunder en person, som har modtaget en nyre med kræftsygdommen.

Kilde: Politiken