I går aftes var titusindvis af iranere på gaden i Irans hovedstad Teheran for at protestere mod genvalget af den konservative præsident Mahmoud Ahmadinejad.
Tv-billeder viser en mand, der blev dræbt af skud under urolighederne, da demonstranterne angreb en bygning under den paramilitære studenterorganisation Basij.
I spidsen for urolighederne står oppositionslederen Hossein Moussavi. Han siger til internationale medier:
"Valgresultatet var fikset. Det kan enhver se. Nu vil jeg overvinde de siddende magthavere for hver en pris."
Også den amerikanske præsident Barack Obama er kommet på banen. Han opfordrer til fred i det persiske land, men vil ikke sige, hvilken side han støtter, fordi han mener ikke, at det er hans opgave at blande sig i interne iranske forhold - endnu.
"Men jeg bør ikke tie om dette emne," lyder det fra Obama.
Urolighederne fortsætter på tredje døgn i Teheran, og der er blevet meldt om skud flere steder i byen.