Talkshow dronningen Oprah Winfrey blev sønderknust, da en nær slægtning i 1990 fortalte pressen om hendes teenage-graviditet.
Oprah havde født et barn som 14-årig, som efter få uger døde på hospitalet. Den historie blev en af Oprahs nære slægtninge 19.000 dollar rigere på, da hun solgte den til sladderbladet National Enquirer. Det fortæller Oprah i denne måned i sit eget magasin, O.
Da Oprah fandt ud af, at historien var lækket, og hvem der havde gjort det, var hun opløst af gråd i sin seng i tre dage. Inden artiklen kom ud, var det kun hendes nærmeste familie og venner, der kendte til historien. Oprah havde ikke lyst til at delagtiggøre verden i sin grumme fortid med seksuelt misbrug, som var medvirkende til at hun i en meget tidlig alder blev gravid. Hun var bange for, at hendes karriere var slut, hvis nogen fandt ud det. Men til hendes store overraskelse, var der ingen, der sagde noget om det, da historien endelig kom ud.
»Ingen sagde noget. Ikke fremmede, ikke engang folk jeg kender,« siger Oprah.
»Ingen behandlede mig anderledes. I 20 år havde jeg ventet på en reaktion, som aldrig kom.«
Det var faktisk en befrielse for hende, at hemmeligheden kom ud.
»Det jeg lærte var, at vægten af skammen var den største byrde,« siger hun.