Oppositionen på Christiansborg stod først på ugen samlet frem med deres nye plan for det danske klima. Men nu skiller vandene - og som i så mange andre forhold, er det økonomien, der volder parterne problemer.
Der er i oppositionen nemlig ingen aftale om, hvor mange milliarder partierne vil spendere på at skabe et Danmark, som er uafhængig af olie, kul og gas i 2050.
Margrethe Vestager (RV) vil bruge en procent af bruttonationalproduktet om året. Det svarede i 2009 til 17 milliarder kroner.
Klimaordfører Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne nægter at sætte tal på lige nu.
"Ikke lige nu"
"17 milliarder er den måde, som Margrethe regner det ud på. Men jeg synes ikke, det er en diskussion, som vi behøver at tage lige nu og her," siger Mette Gjerskov (S) til Avisen.dk.
Kollegaen i SF, Anne Grete Holmsgaard, er også nærig med tallene, fordi et konkret bud vil være "rent gætværk".
"Jeg vil ikke sætte tal på, men det indgår da i diskussionen med interessenterne," siger hun til Avisen.dk
Uvidende men enig
Det fjerde medlem af klimaplanen er Enhedslisten, og her havde Per Clausen aldrig hørt om de radikales planer om 17 milliarder.
Han var dog meget godt tilfreds med størrelsen.
"Det var jeg ikke klar over, men det er også der omkring, at vi ligger," siger per Clausen.
Panikløsning
På den modsatte side af bordet ses der forbavset på de radikales udmelding.
Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo finder de 17 milliarder for et "absurd stort tal", og hele forløbet bærer præg af en panikløsning.
"Tallet fra de radikale kommer haltende bagefter, hvilket viser, hvor useriøst det er," siger han til Avisen.dk, og fortsætter:
"Det virker, som en panikløsning, fordi de har fået kritik for de ukonkrete planer."
Tidligere i dag var der enighed blandt partierne om at gøre klimaplanen til lov. Derved er forligspartierne ikke kun forpligtet ved deres ord, men også ifølge loven.