Skoledistrikterne skal opdeles, de sprogsvage elever skal sprogtestes, og så skal forældrene tages i hånden, når de vælger skole for deres barn.
Sådan lyder hovedpunkterne i en ny skoleplan fra Københavns overborgmester Frank Jensen (S).
"Målet er en blandet by med blandede skoler. Vi skal alle sammen vænne os til, at vi er ligeværdige uanset baggrund og hvor vi bor," siger overborgmester Frank Jensen, som i samarbejde med børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) har udarbejdet udspillet. Det skriver Berlingske Tidende.
Planen betyder, at over 250 tosprogede skoleelever skal flytte skole.
Forslaget møder ikke opbakning fra integrationsborgmester Klaus Bondam (R), der mener, at der er brug for en lynindsats, som koncentrerer sig om at højne fagligheden på ti udvalgte skoler, som er særligt udsatte.
Men der er brug for begge dele, mener Niels Egelund, professor i specialpædagogik på DPU. Han forklarer, at de mest optimale ville være, at omfordele de ressourcestærke elever på samme måde som man ønsker at gøre med de svage. Et forslag, han dog ikke mener, er realistisk at gennemføre i praksis.