Samuel L. Jackson vil hellere end gerne være med i en opfølger til filmen ’The Long Kiss Goodnight’ fra 1996.
Det fortæller Moviehole.net.
I den første film spillede han privatdetektiven Mitch Hennessy over for skuespillerinden Geena Davis, der spillede Samantha.
Samantha var en CIA-agent med hukommelsestab, og hun var på jagt efter sin sande identitet.
Jackson fortæller, at han taler med Geena Davis’ eksmand, Renny Harlin, om at lave en opfølger til filmen. Han instruerede nemlig den første film.
Jackson fortæller:
»Faktisk tænker vi i øjeblikket på at lade Samanthas lille pige have hovedrollen. Hun er nu blevet voksen, og hun har muligvis arvet nogle af de færdigheder, som hendes mor havde.«
»Moren bliver dræbt, og hun vil finde ud af, hvem der gjorde det.«
Samuel L. Jackson er stadigvæk meget glad for sin rolle i filmen og filmen generelt.
»Rollen som Mitch er en af mine yndlingsroller. Hvergang jeg zapper forbi ’The Long Kiss Goodnight’ på tv, så stopper jeg op og ser den.«