Arek Onyszko er endnu en gang ude med riven. Denne gang efter OB og klubbens advokat, Jørn Bonnesen, som han mener behandlede ham mere end urimeligt, da den polske målmand blev fyret i OB.
Arek Onyszko påstår, at han blev tvunget til at skrive under på papirerne, der opsagde kontrakten. Hermed gav han afkald på et beløb på omkring tre millioner kroner. Det skriver B.T.
"Jeg er rigtig sur på Jørn Bonnesen. Han har snydt mig. Han var min advokat i retten, og da vi så kommer til hans kontor efter retten, så har han de her papirer klar. Jeg stolede på ham, så jeg spørger ham, fordi jeg ikke kender de danske regler, om man bare kan fyre en medarbejder fra den ene dag til den anden. Han siger, at det kan man godt, og at jeg nok skal skrive under, så det gør jeg," siger Onyszko til B.T.
Ifølge Onyszko skulle OB have været klar til at trække ham i retten. Arek Onyszko betegner klubbens opførsel som truende og føler sig skidt behandlet af OB.
"Jeg har altid fået af vide, at jeg skal være loyal over for klubben. Men hvad med klubben over for mig?" spørger Onyszko retorisk i B.T. og siger, at han mener FC Midtjylland har optrådt med mere format.
OB vil ikke kommentere sagen, men direktør Kim Brink siger, at han vil tage en retssag om de tre millioner kroner med ophøjet sindsro.