Frank Arnesen har det, der skal til for at blive dansk landstræner.
Det siger Morten Olsen i en ny bog, der udkommer tirsdag den 4. maj.
Her afslører han, at han anser Chelsea-direktør Frank Arnesen som en oplagt kandidat til jobbet, når det bliver ledigt i 2012, skriver B.T.
"Det har han uden tvivl. Det er kun et spørgsmål, om han vil. Selvfølgelig kunne jeg godt se ham som min afløser. Men der er mange, der har potentialet til at blive min afløser. Der er efterhånden mange gode danske trænere," siger Morten Olsen i bogen 'VM-bosserne', der er en samtalebog mellem ham selv, Bo Johansson og Sepp Piontek, som journalisterne Hans Krabbe og Dan Hirsch Sørensen har samlet og interviewet.
"Jeg tror, at Frank og jeg tænkte og tænker fodbold ens. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Måske skyldes det, at vi spillede sammen i Anderlecht. Vi har også begge været i Ajax. Vi ønsker at spille fodbold på samme måde," siger Morten Olsen, der ikke ser det som noget problem, at Frank Arnesen ikke har været træner de sidste 15 år.
"Frank er træneruddannet, så det ville ikke være noget problem for ham at stå i spidsen for det danske landshold. Jeg tror godt, han kunne fungere som landstræner, for jobbet og fodbolden har jo udviklet sig meget de seneste år," siger Morten Olsen med henvisning til, at en landstræner ikke står for specialopgaver som målmandstræning og fysiologi, men har eksperter tilknyttet til den slags.
Han kalder sin tidligere landsholdskollega "strategisk stærk".
"Og han ved præcis, hvad spillet drejer sig om i dag. Han kunne sagtens blive dansk landstræner," siger Morten Olsen, der bakkes op at Sepp Piontek:
"Det er jeg også sikker på. Der er ingen, der skal tage fejl af Frank Arnesen. Han er et klogt fodboldmenneske, der hele tiden følger med i den udvikling, fodbolden tager," siger Sepp Piontek.