OL-kvartfinalist er langt fra medaljer

Roeren Henrik Stephansen er klar til OL-kvartfinalerne i singlesculler, men han tænker slet ikke på medaljer.

Det har været noget af en omstilling for roeren Henrik Stephansen at vænne sig til livet som roer i den tunge singlesculler.

Henrik Stephansen, som tirsdag ror kvartfinale ved OL, er egentlig letvægtsroer, men på Dorney Lake uden for London konkurrerer han mod roere, som er noget større og tungere end ham selv.

- Jeg har skullet indstille mig mentalt på, at jeg ikke skal slås om medaljer, men mere om at besejre hver enkelt og placere mig så godt som muligt, siger den 23-årige roer.

- Men man må også prøve at leve op til det olympiske motto, hurtigere, højere, stærkere.

- For mit vedkommende er det bare hurtigere. Det handler om at komme så hurtigt ned ad banen som muligt, siger han.

Planen for Henrik Stephansens OL-deltagelse er i første omgang at give ham noget erfaring, som han kan bruge til OL i Rio om fire år.

Her er det meningen, at han igen skal konkurrere som letvægtsroer. Henrik Stephansen blev sidste år verdensmester i letvægtssingleculler.

- Med lidt held kommer letvægtssinglesculleren på OL-programmet om fire år, og så er det jo super godt for mig at have noget olympisk erfaring.

- Det kan blive i dobbeltsculleren, hvis vi kan finde en makker til mig, men hvis singlesculleren kommer på, så er det meget sandsynligt, at det bliver den næste gang, siger han.

Henrik Stephansen ror sin kvartfinale ved OL tirsdag klokken 12.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.