Indtil for få år siden var Anne Lolk kajakroer på højt plan.
Lørdag skal hun så ud i sin første OL-finale, dog ikke i kajak, men i rosportens letvægtsdobbeltsculler.
Anne Lolk, som skiftede kajakken ud med en robåd, mener, at hun og makkeren, Juliane Elander, har potentiale til at vinde medalje på Dorney Lake uden for London.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at vinde en medalje, og jeg tror, vi har gode chancer, siger Anne Lolk i en pressemeddelelse.
- Jeg synes, vi er gode, og jeg håber, vi får et godt løb, så vi kan sige, at vi har gjort, hvad vi kunne efter finalen, siger hun.
Danskerne skal ro deres finale lørdag klokken 12.50.
- Om det så rækker til medalje, tør jeg ikke spå om. Det vigtigste for mig er, at vi kan sige, at vi har gjort, hvad vi kunne, når vi kommer over målstregen.
- Vi laver en stærk spurt i semifinalen, men jeg tror godt, vi kan give lidt mere i finalen. Vi glæder os til finalen, siger Anne Lolk.