Den danske svømmer og OL-debutant Pernille Blume havde mandag formiddag fornøjelsen af at være den hurtigste svømmer i bassinet, da hun slog sine konkurrenter i det indledende heat i kvindernes 200 meter fri.
De efterfølgende løb bød imidlertid på langt hurtigere tider end danskerens 2.00,91 minutter, hvilket betyder, at hun ikke er videre i disciplinen.
Hun var omtrent to sekunder fra at komme videre og sluttede på en samlet 24.-plads.
18-årige Blume er dog endnu ikke færdig ved OL.
Senere ved legene skal hun sammen med de øvrige danske svømmepiger forsøge at hente medaljer i holdkappen i 4 x 100 meter medley.
/ritzau/