Weekendens fine vejr fortsætter i denne uge. Det betyder, at solen titter frem de fleste dage, og at vi kan lade paraplyen blive derhjemme. I hvert fald først på ugen.
For når vi kommer hen til fredag og weekenden, begynder det at dryppe fra oven, advarer DMI's vagthavende meteorolog Mogens Rønnebek.
- Det her ret fine vejr, vi har haft i weekenden, fortsætter. Der er plads til masser af solskin, og der kan være op til 13-14 grader, når det er varmest.
- Måske der kan komme et par enkelte byger omkring Østersøen, men det er det, siger meteorologen om vejret mandag og tirsdag.
Samtidig er vinden på ugens første dage svag til jævn og blæser fra øst. Om natten ryger temperaturen ned mellem fem og 10 grader.
I løbet af ugen begynder vejret så at skifte i en mere efterårsagtig retning.
- Der begynder at presse sig nogle fronter på. Solskinsvejret fortsætter onsdag og torsdag, men det begynder også at give noget mere vind allerede de dage, selvom det stadig er pænt vejr med en del solskin.
- Vi forventer først, at fronterne kommer fredag. Der kommer noget regnvejr ind med de fronter, fortæller Mogens Rønnebek fra DMI.
Regnvejret vil trænge ind over landet vestfra og i løbet af fredagen brede sig til den østlige del af landet. Bornholmere kan formentlig lade regnfrakken hænge på knagerækken indtil i løbet af aftenen.
I alt vil der falde mellem fem og 10 millimeter regn fredag, og det mere ustadige vejr kommer til at præge weekenden, hvor der vil være byger på vej. Termometeret holder sig dog på omkring de 13 grader.
/ritzau/