Intet vil lykkes for OB i dette forår, som torsdag bød på endnu en nedtur, da det i Odense blev til et 1-2-nederlag til AaB, selvom de fynske værter i store dele af kampen dominerede rent offensivt.
Især OB's venstre side var god og kunne allerede i første halvleg have bragt værterne foran. OB-træner Poul Hansen havde overraskende byttet om på Bashkim Kadrii og Bernard Mendy.
Kadrii var rykket ned som venstre back, mens franske Mendy var rykket op som kantspiller, og herfra var han ofte farlig, når han løb ind i banen og trykkede af med sit stærke højreben.
I den flotte OB-åbning gjorde Kadrii sig bemærket med fine offensive aktioner og kunne også have scoret, inden AaB gjorde det.
Men chancerne blev ikke udnyttet til scoringer, og det straffede AaB. Selvom nordjyderne nærmest ikke skabte chancer i første halvleg, gik Kent Nielsens hold til pause foran 2-0 takket være et mål efter en standardsituation og en scoring fra brasilianske Kayke.
1-0-målet blev scoret i et samarbejde mellem Nicklas Helenius og Kenneth Emil Petersen, som skovlede bolden ind.
Kayke udnyttede ved 2-0-målet en fejl i fynboernes skrøbelige forsvar, som til tider var noget udsat på grund af hjemmeholdets offensive tankegang.
Kadrii reducerede til 1-2 kort efter pausen, men mere blev det ikke til i en anden halvleg, hvor OB ikke helt kunne holde første halvlegs fine offensive spil kørende, mens AaB skabte en del mere chancer på kontra.
Nederlaget betyder, at OB endnu er uden sejr i foråret, hvilket også vil sige, at Poul Hansen, der foruden træner også er sportsdirektør i klubben, fortsat mangler at vinde som OB-træner efter fyringen af Henrik Clausen i marts.
Havde OB vundet over AaB, ville det have betydet et superliga-farvel til HB Køge, der tidligere torsdag tabte 1-2 ude til FC Midtjylland.
Bundproppen fra HB Køge har en matematisk chance for at nå OB på 10.-pladsen. Med fire spillerunder tilbage af sæsonen er HB Køge dog 10 point efter fynboerne, så der skal ske mirakler, hvis Køge-holdet forhindrer en nedrykning.