Fagforeningerne oplever lige nu vokseværk.
Men det er ikke danskerne, der melder sig ind i stor stil. Det er østeuropæerne.
Antallet af østeuropæere i danske fagforeninger er på tre år vokset fra 7.687 til 10.257. Det svarer til en stigning på 33 procent. Det viser tal, der er blevet offentliggjort på LO's hjemmeside.
I LO er man glade for, at den østeuropæiske arbejdskraft i Danmark har fået øjnene op for fagforeningerne.
- Det er en virkelig god nyhed, at LO-forbundene har knækket koden til at organisere lønmodtagere fra de østeuropæiske EU-lande. En stigning på 33 pct. på blot tre år er ret fantastisk, og det vidner jo om, at de udenlandske lønmodtagere, der bosætter sig her, gerne vil være en del af det organiserede arbejdsmarked i Danmark, siger næstformand i LO, Lizette Risgaard, til LO's hjemmeside.
Men mens østeuropæere melder sig ind, melder mange danskere sig ud. De sidste tre år er 93.000 medlemmer forsvundet. Det er næsten hvert tiende medlem.
- Vi er generelt stadig mærket af krisens mange jobtab, hvor 170.000 job er forsvundet siden 2008, og af at alt for mange medlemmer har mistet deres dagpengeret - det betyder, at mange melder sig ud af både deres a-kasse og fagforening, fordi de simpelthen ikke har råd, forklarer Lizette Risgaard, til epn.dk
Polakker udgør 60 procent af den samlede mængde østeuropæiske medlemmer i LO.
Newspaq