Hyr en østarbejder til fem kroner i timen.
Østeuropære arbejder under slavelignende forhold i Danmark, lyder det fra flere fagforbund.
De får en ussel løn, bor dårligt og er helt afhængige af deres arbejdsgiver, lyder det.
Men det er ikke ulovligt, fastslår arbejdsmarkedsforsker.
"Man må ikke slå sine ansatte. Men ellers er det meget meget svært at gøre noget ulovligt. Man må i princippet godt aflønne dem med fem kroner i timen," siger Jens Arnholtz Hansen, arbejdsmarkedsforsker ved Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet.
Han har været med til at undersøge forholdene i bygge- og anlægsbranchen og bekræfter, at nogle østarbejdere lever under "rigtig dårlige" forhold.
"De er kørt herop i en bus. De får kost og logi men ingen egentlig løn. Derfor har de ikke råd til at rejse hjem. De er meget hårdt bundet op på deres arbejdsgiver," siger han til Newspaq.
Jens Arnholtz Hansen tøver ikke med at betegne trafikken fra f.eks. Polen til Danmark som 'trafficking'.
Han mener, at myndighederne skal på banen med en kordineret indsats.
"Man skal ramme arbejdsgiverne på flere fronter bl.a., hvis de ikke betaler skat eller arbejdsmarkedsbidrag. For hvor forsvinder pengene hen, hvis en virksomhed betaler 20 østarbejdere 50 kroner i timen 10 timer om dagen i stedet for at betale danske arbejdere 150 kroner i timen," siger han.
Murer og 3F-tillidsmand, Paul Jentzsch, kender til østeuropæernes situation.
Som opmåler for murerne i Østjylland tager Paul Jentzsch rundt til byggepladser og sørger for ordnede forhold.
Og det er ikke altid nemt, for mange udenlandske byggearbejdere føler sig truet af deres - danske eller udenlandske - arbejdsgiver til ikke at brokke sig.
"De vil hellere holde kæft end have brækket en arm. Bliver man først stemplet som sladderhank, er man færdig," siger Paul Jentzsch til Newspaq med henvisning til, at nogle arbejdsgivere har kontakter til rocker-kredse.