Sayed Jalal rynker sine øjenbryn i vrede og sværger at hævne den offentlige henrettelse af en kvinde foran en større folkemængde i nærheden af hovedstaden Kabul. En episode der har medført skarp fordømmelse fra afghanske myndigheder og USA.
Taliban har nægtet at skulle være involveret i drabet i Parwan-provinsen, hvor en ukendt kvindes hoved og krop blev gennemhullet af kugler affyret på klods hold - angiveligt som straf for utroskab.
Myndighederne i Kabul skyder skylden for drabet på den islamistiske gruppe.
- Vi vil tage hævn for dette. Deres brutalitet og disse umenneskelige handlinger er grunden til at vi hader Taliban, siger en 42-årige butiksindehaver i byen Charikar, der er hovedstad i Parwan-provinsen omkring 25 kilometer syd for Shinwari, hvor drabet fandt sted.
Henrettelsen blev optaget på en tre minutter lang video, som nyhedsbureauet Reuters er kommet i besiddelse af.
Videoen viser en kvinde iført sjal, som bliver skudt gentagne gange foran 150 mænd, der bifalder og lovpriser drabsmændene og kalder dem "mujahedinere" - et udtryk Taliban bruger om sig selv.
Natos øverstbefalende i Afghanistan, general John Allen, kalder drabet "en ugerning af ubeskrivelig grusomhed."
Andre i Charikar, hvorfra en lille grusvej fører til Shinwari, beklager sig over det, som de kalder Talibans voksende indflydelse på deres engang så relativt fredelige egn omkring en times kørsel fra Kabul.
- Taliban skaber frygt og forsøger at regere os med terror, men det vil aldrig lykkes dem, siger 30-årige Najibullah, der bor i Charikar.
Taliban afviser beskyldningerne ifølge talsmand Zabihullah Mujahid.
Parwans guvernør, Basir Salangi, siger, at Taliban udførte drabet i hans provins for otte dage siden.
Kilde: Reuters