Hvis man render rundt med en god ølvom, kan det give bagslag senere i livet i form af demenssygdomme som Alzheimers.
Det viser et nyt amerikansk studie, hvor forskerne fandt frem til, at fedt på maven øger risikoen for at få demens. Det skriver BBC.
Generelt har overvægtige mindre hjernevolumen end deres tyndere medborgere, og i takt med at BMI'en stiger, falder ens hjernevolumen. Det er blandt andet derfor, at der er en sammenhæng mellem mavefedt og Alzheimers.
Det har stor betydning, hvor fedtet sidder henne, og det er 'æbleformen' man skal tage sig i akt for, hvis man vil mindske risikoen for demens senere i livet.
Professor Sudha Seshadri, der står bag undersøgelsen, håber, at resultatet kan være med til at mindske tilfælde af demens.
"Selvom disse resultater er indledende kan de være med til at forbedre vores forståelse af de underliggende mekanismer i sammenhængen mellem fedme og demens, og det kan have potentielt store konsekvenser for forebyggelsesstrategier," siger han til stationen.