Stater skal ikke kunne sende dødspatruljer ud for at slå borgere ihjel i andre lande. Sådan skal det internationale samfund ikke fungere.
Den politiske fordømmelse af Iran er stor, efter at Politiets Efterretningstjeneste tirsdag har oplyst, at en iransk efterretningstjeneste har planlagt et attentat i Danmark.
Men hvis politikerne enes om at indføre økonomiske sanktioner over for Iran, løber Danmark en risiko på vegne af de danskere, der er bosat i Iran og de virksomheder, der har investeret i landet.
Det vurderer Martin Marcussen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og forsker i diplomati.
- Vi har gennem flere år - og især efter at Iran indgik en atomaftale med Vesten - opfordret danske virksomheder til at investere i Iran, siger Marcussen.
- Spørgsmålet er nu, hvad man kan forestille sig, at Iran gør med de her anlægsinvesteringer og med de danskere, der befinder sig i ladet for at beskytte de investeringer. Det ved vi ikke, men Iran er et diktatur, så man kan forestille sig det værste.
Økonomiske sanktioner bruges til at sende et diplomatisk signal om, at et land har ageret helt uacceptabelt, forklarer professoren. Erfaringerne viser dog, at det sjældent får et land til at ændre adfærd.
Det skyldes, at det ofte er uklart, hvad det sanktionerede land skal gøre for at slippe ud af sanktionerne.
- Det er en straffeaktion, der skal markere et standpunkt og en fordømmelse, siger Martin Marcussen.
- Til sidst løber interessen ud, prisen for sanktionerne bliver for stor for alle parter og man bliver enig om i fællesskab at lægge dem i glemmebogen. Men her og nu har de en signalværdi, siger professoren.
- Men det har sin pris. Der er nogle, der betaler for det. Det er Iran. Men det er også danske erhvervsvirksomheder og måske også danskere i Iran, der kommer til at betale for det.
Et eksempel på økonomiske sanktioner, der har virket, er ifølge professoren dem, der blev sat i værk mod det sydafrikanske apartheidregime. Men det varede mange år, før sanktionerne fik den ønskede effekt.
/ritzau/