For at løse problemerne med manglende arbejdskraft vil Socialdemokraterne give ældre på efterløn, folke- eller førtidspension mulighed for at tjene 60.000 kroner om året uden at blive modregnet i den ydelse, som de får fra det offentlige.
Men det er bare endnu en lappeløsning, mener økonom Torben Magnus Andersen, tidligere formand for Velfærdskommissionen.
- Først skulle de ældre have mulighed for at trække sig ud tidligt, og nu har vi så alligevel brug for dem, og så vender det. Jeg er bekymret for, at det bliver et kludetæppe af regler, hvor tilskud ryger den ene og den anden vej. Men hvis man skal lave en sådan løsning, må det overordnede være at få fat i de folk, som er ved at trække sig tilbage - og få dem til at blive længere, siger Torben Magnus Andersen.
Han mener, at det kan være svært for ældre, der allerede har været ude af arbejdsmarkedet et par år, at komme tilbage. De har ingen kontakt til en arbejdsgiver, og deres professionelle netværk er sikkert ikke det bedste længere. Der er også den mulighed, at folk kan være nedslidte eller simpelthen ikke har lyst til at gå i arbejde igen.
Socialdemokraterne vurderer dog alligevel, at omkring 30.000 vil benytte sig af muligheden, hvis der er politisk opbakning til forslaget, idet mange lever mere end 20 år efter, at de er gået på pension.
- Det er endnu en lappeløsning på et problem, som er opstået; og derfor ville den bedste løsning være at udsætte pensionsalderen, siger Torben Magnus Andersen.
Der er taget en beslutning om at sætte pensionsalderen op, men da nogle grupper skal fritages for ændringen, har regeringen udskudt dette til 2019.