Økologiske afgrøder er ikke sundere end andre afgrøder. De små forskelle der er i næringsværdierne mellem økologisk dyrkede afgrøder og konventionelt dyrkede afgrøder er så forsvindende små, at forskere nu kan konkludere, at økologisk mad ikke er sundere end almindelig mad.
Det er en stor uafhængig gennemgang af al forskning indenfor økologi de seneste 50 år, som britiske Food Standards Agency har foretaget, der slår budskabet fast. Det skriver Politiken.
Men det mener interesseorganisationen for økologi Soil Association ikke. Her er organisationens politiske direktør ked af forskernes udmelding, og siger, at det stadig er så nyt at undersøge den slags, at alle resultater skal tages med et gran salt.
"Samtidig er der ikke undersøgelser af langtidseffekten af pesticider på det menneskelige helbred," siger foreningens politisk direktør Peter Melchett til BBC.
Selvom der ikke er helbredsmæssig eller næringsmæssig grund til at spise økologisk, så understreger forskningslederen af undersøgelsen, at der stadig er dyreetiske eller miljømæssige grunde til det.