I omegnen af 100 personer, inklusiv børn helt ned til 12 år, hærgede i går velhaverkvarteret Notting Hill i London, fortæller dansk øjenvidne til Newspaq.
24-årige Christian Halsted bor til daglig i Notting Hill, og han oplevede flere skræmmende scenarier i løbet af natten. Både fra gaden og fra sit vindue.
"Børn ned til omkring 12 år iført masker, bevæbnet med køkkenknive, røvede alle, de kom i nærheden af," fortæller han.
En af aftenens voldsomme episoder udspillede sig ved den kendte Michelin restaurant The Ledbury, der ligger lige om hjørnet, hvor Christian Halsted bor.
Her angreb op imod 30 mænd og drenge restauranten, bevæbnet med knive og macheter, hvorefter vinduerne i restauranten blev smadret, og gæsterne frarøvet deres værdier.
"Til sidst måtte tjenere og kokke forsvare restauranten med knive", siger Christian Halsted.
Urolighederne i London blussede op efter politiet skød og dræbte den unge mand i det nordlige London i sidste uge. Men Christian Halsted tror ikke længere på, at det er derfor, de går amok.
"Det er helt 100 procent sikkert, at de børn der hærgede her i går ikke aner, hvem Mark Duggan er."
Christian Halsted, der har boet og studeret sociologi i London i fem år, siger, han aldrig har oplevet noget lignende, og at det da heller ikke blev til meget søvn i nat.
"Jeg havde ikke den største lyst til at lægge mig til at sove i mit soveværelse, der ligger i stueetagen. Det var også svært på grund af larmen af både råb, smadrede flasker og sirener".