Den amerikanske højesteret skal nu tage stilling til præsident Barack Obamas sundhedsreform.
Det står klart efter USA's højeste domstolsmyndighed i dag besluttede, at retssager, der omhandler reformen er velkomne i retssalen.
Det skriver The Wall Street Journal.
Grupperinger i det republikanske parti anser sundhedsreformen for at være i strid med landets forfatning og mener ikke, at Kongressen har ret til at påtvinge borgere sundhedsforsikringer.
Blandt andet betyder reformen, at arbejdsgivere med flere end 50 ansatte pålægges at sørge for sundhedsforsikringer til deres ansatte. Øvrige amerikanere, bortset fra de fattige, skal sørge for at forsikre dem selv. Ellers vanker der bøder.
Det forventes, at Højesteret kommer med en afgørelse i løbet af sommeren 2012, hvilket er midt under præsidentvalgkampen.
Reformen ventes at være blandt de mest omstridte emner i valgkampen.
Oppositionspolitikere kalder sundhedsreformen for Obamacare.