Præsident Barack Obama siger i et hårdt angreb på oppositionen, at Republikanerne bruger urimelige og udemokratiske midler i striden om USA's budget og landets gældsloft.
- Mange erhvervsledere og økonomer kalder en beslutning, der vil føre til betalingsstandsning, for sindssyg, katastrofal og kaotisk, siger Obama, som tirsdag holdt en hastigt indkaldt pressekonference i Det Hvide Hus.
Han siger, at det aldrig tidligere er sket i USA's historie, at landet er gået i betalingsstandsning.
- Opgiv disse trusler mod vore familier og vores virksomheder og lad os begynde at arbejde. Demokratiet virker ikke på denne måde.
Obama advarer om, at hans administration ikke vil lade sig afpresse.
- Vi vil ikke betale løsepenge for, at USA skal være i stand til at betale dets gæld, siger præsidenten.
Han sammenligner Republikanernes nuværende strategi med en huskøber, der forhandler om en pris, men så siger, at han vil brænde huset ned, hvis han ikke får det til den pris, som han ønsker.
Obama siger, at han ikke har set seriøse udspil fra Republikanerne under den nuværende krise.
- Men lad os få en afstemning hurtigt, da der er tilstrækkeligt med fornuftige medlemmer i begge Kongressens kamre til at få genåbnet den statslige sektor, siger præsidenten.
/ritzau/Reuters