Det tegner til at blive den dyreste valgkamp nogensinde.
Mens uret tæller ned til det amerikanske præsidentvalg den 6. november 2012, tæller Demokraterne og Republikanerne penge.
Alene i maj indsamlede den demokratiske valgmaskine, hvad der svarer til 56 millioner danske kroner, men republikanerne måtte "nøjes" 32 millioner kroner. Det skriver Reuters.
Generelt tegner det til, at Barack Obama er foran på økonomien, da det demokratiske parti både har flere kontanter og mindre gæld end republikanerne.
Ved valget i 2008 indsamlede Barack Obama og det demokratiske parti knap 4 milliarder kroner til valgkampen, og det spås, at han kan nå op på 5,5 milliarder kroner denne gang.
Det sker blandt andet med støttemiddage for 100 gæster, der hver betaler over 180.000 kroner for at deltage.
Samtidigt vurderes det, at der i højere grad vil blive åbnet for donationer fra virksomheder og interesseorganisationer, hvilket hidtil har været været begrænset af det amerikanske retssystem.
Kilde: Reuters