Den amerikanske præsident Barack Obama kræver en tilbundsgående undersøgelse af, hvorfor hans sikkerhedsvagter angiveligt drak sig fulde og festede med prostituerede, imens de burde have passet på hans sikkerhed ved et topmøde i Columbia. Det skriver USA Today.
"Jeg forventer, at undersøgelsen er grundig, og hvis pressens historier viser sig at være sande, så bliver jeg selvfølgelig vred," sagde Barack Obama ved et pressemøde med den columbianske præsident Juan Manuel Santos.
I alt 12 sikkerhedsfolk fra Secret Service blev lørdag sendt hjem til USA, og er nu erstattet af et nyt hold fra Washington.
De skandaleramte sikkerhedsfolk var i Columbia som en del af et større sikkerhedsapparat, der skal passe på den amerikanske præsident ved topmødet mellem ledere fra Nord- og Sydamerika.
"Vi repræsenterer det amerikanske folk, og når vi rejser til andre lande, så forventer jeg, at vi lever op til de højeste standarder, fordi vi ikke bare repræsenterer os selv, vi er her på vegne af vort folk," sagde Barack Obama om skandalen, der truer med at overskygge topmødets dagsorden.
Kilde: USA Today