Skellet mellem rig og fattig skal være mindre, og så skal der satses mere på grøn energi.
Det var hovedpointerne, da USA's præsident Barack Obama i går holdt sin årlige tale til befolkningen, den såkaldte State of the Union-tale.
I talen fortalte Obama, at USA's økonomi langsomt er ved at være på rette vej efter lang tids krise. Det var vigtigt for ham at slå fast, at der på 22 måneder var skabt tre millioner job.
USA-ekspert og medredaktør på Kristeligt Dagblad, Michael Ehrenreich, mener, at præsidenten bevidst nævnte de vigtige jobtal for at blæse den kommende valgkamp mod republikanerne i gang.
"Obama trak en klar ideologisk forskel op i forhold til sine republikanske modstandere. Talen var et stort valgoplæg, og Obama har nu lagt op til et meget ideologisk valg til efteråret," siger Michael Ehrenreich.
Redaktøren fremhæver også de nye toner i forhold til velfærdspolitikken.
"Republikanerne har altid understreget, hvor vigtigt det er, at erhvervslivet og borgerne har så få bindinger fra staten som muligt. Men i nat understregede Obama, at man skal bruge staten til at skabe en større retfærdighed i det amerikanske samfund," Michael Ehrenreich.
En anden pointe i Obamas tale var, at USA nu skal til at tage mere ansvar for miljøet. USA skal derfor satse mere på bæredygtig energi.