Barack Obamas økonomiske hjælpepakke til godt 4.637 milliarder danske kroner er blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus på trods af republikanernes nej og 11 demokratiske stemmer imod.
Hjælpepakken skal nu behandles i Senatet, hvor den kan vokse til over en trillion dollars, inden den skal til afstemning i næste uge, skriver Boston Globe.
Det amerikanske samfund "har ikke råd til manglende handling eller forsinkelser," når det gælder om at få økonomien på ret kurs, sagde Obama inden vedtagelsen til en række virksomhedsledere, som han havde inviteret til Det Hvide Hus for at få deres støtte til hjælpepakken.
Republikanerne er dog ikke begejstrede. De mener, at staten bruger for mange penge, og at der ikke bliver givet tilstrækkeligt med skattelettelser.
Men ifølge Barack Obama går håndsrækningen fra staten direkte tilbage til skatteborgerne.
"De fleste af de penge, vi investerer, går direkte til at skabe og bevare tre til fire millioner nye job. Langt størstedelen af disse job bliver oprettet i den private sektor, fordi, som virksomhedsledere er klar over, er det virksomhederne og ikke regeringen, der er hovedkraften bag væksten i dette land," forsikrede Barack Obama.