Aaron Alexis gik ind og købte en shotgun med ammunition, to dage før han skød og dræbte 12 personer i Washington mandag.
Han var anklaget for mindst to gange tidligere at have affyret skudvåben i vrede, og han skulle til at begynde i behandling for seriøse, mentale problemer ifølge de amerikanske myndigheder.
Men disse eksisterende oplysninger forhindrede altså ikke den nu dræbte Alexis i at købe et kraftigt skydevåben.
'Det faktum, at vi ikke har et godt nok baggrundstjek, er noget, der gør os mere sårbare for denne slags masseskyderi. Jeg bliver bekymret over, om det bliver et ritaul, vi skal igennem hver tredje-fjerde måned, hvor vi har disse frygtelige masseskyderier. Og alligevel er vi ikke villige til at at tage nogle simple forholdsregler, som vi ved kunne gøre en forskel,' fortalte Barack Obama til Telemundo.
USA's præsident vil nu forsøge at stramme reglerne, når folk vil købe skydevåben og ammunition ved at effektivisere de oplysninger, der skal holde våbnene ude af potentielt farlige personers hænder.