Fredag var OB's anfører Chris Sørensen ude at sige, at klubben var i krise. Det blev ikke bedre søndag, da fynboerne tabte i Aalborg.
Sørensen kom ganske vist på måltavlen, da han på straffe udlignede Chris Rolfes føringsmål.
Men de fynske hold måtte se sig besejret, da amerikanske Rolfe seks minutter før tid gjorde det til kampens slutresultat 2-1.
I Haderslev uddelte AC Horsens bank til hjemmeholdet fra Sønderjyske. Horsens vandt 4-1, blandt andet på to mål af den tidligere OB-spiller Henrik Toft. De gule er med sejren nummer tre i ligaen.
Andenpladsen indtages af FC Midtjylland, som noget skuffende måtte tage til takke med 1-1 imod bundproppen HB Køge. Dermed kan FC København i morgen udbygge føringen, når mestrene møder FC Nordsjælland.