Anders Møller Christensen tager et år mere i OB. Klubben har valgt at forlænge den nuværende aftale, der ellers udløb omkring anførerens 35 års fødselsdag til sommer.
"Anders lever på alle måder op til vores værdier og har en vindermentalitet og arbejdsmoral, der gør ham til en god foregangsmand for resten af truppen. Derfor er det vigtigt for os, at vi er blevet enige om en kontraktforlængelse, så vi kan fortsætte kontinuiteten i truppen, hvor vi har flere store talenter på vej, som har brug for en stærk og rutineret medspiller, der har de spilmæssige styrker og det store overblik, som Anders besidder," siger sportsdirektør Poul Hansen i en pressemeddelelse.
Den 34-årige forsvarsspiller blev i januar udnævnt til anfører i klubben, hvor han har spillet 214 kampe siden debutten i 2006. Anders Møller har tidligere haft et kort udlandsophold i belgiske Gent fra 1999-2002.
Han fik sin debut for landsholdet i 2008 og har siden haft 6 kampe i den rød-hvide trøje.
Kilde: OB