Det bliver efter alt at dømme ikke 'bonjour', men 'ni hao' OB's angriber Peter Utaka snart skal hilse sine holdkammerater med.
Den nigerianske topscorer i den fynske klub er overraskende på vej til kinesisk fodbold og ikke fransk, som først antaget.
Det er den stenrige kinesiske klub Dalian Aerbin, der står klar med en guldrandet kontrakt til Peter Utaka.
"Forhandlingerne går godt, og det ser ud til, det løser sig. Der er tale om et økonomisk meget attraktivt tilbud - især for Peter," siger sportsdirektør i OB, Poul Hansen, til tipsbladet.dk og afslører dermed, at der også er penge til klubkassen.
Der venter efter sigende en årsløn på ti millioner kroner i Kina til Peter Utaka.
Peter Utaka var ellers rygtet på vej til Christian Poulsens franske klub Evian, men en pris på 2,6 millioner kroner i overgangssum skræmte franskmændene.
Spilleren skal købes fri, da hans kontrakt med OB først udløber til sommer.
Dalian Aerbin er en blot to år gammel og stenrig klub. Indkøbsbudgettet skulle efter sigende være på 150 millioner kroner årligt.
Kilde: tipsbladet.dk