"Fyn er fin" synger duoen Lasse og Mathilde i deres store hit. Men for både OB-spillere og fans er der ikke meget at synge om i øjeblikket.
Det fynske fodboldflagskib, OB, bliver banket blå for tiden. I gårsdagens Europa League kamp mod hollandske Twente blev det til en gevaldig rundbarbering på 1-4.
Dermed er OB, som inden sæsonen blev udråbt som førsteudfordrer til FC København, nu oppe på blot en sejr i de sidste syv kampe.
Nu erkender OB-anfører Chris Sørensen, at krisen kradser i den fynske ådal.
"Kald det bare krise, jeg er sådan set ligeglad, hvilket ord, man bruger. Det er ikke godt nok i forhold til at komme fra en klub som OB, og det må vi bare erkende," siger Chris Sørensen til Sporten.dk.
OB-veteranen med 319 kampe i den stribede trøje på sit CV er dog ikke klar til at kaste håndklædet i ringen.
"Vi skal stadig vinde over både Fulham og Krakow for at gå videre, men med et point op er der bestemt chancer. Der er dermed stadig nogle kampe, som vi kan gå og glæde os til med oprejst pande," siger Chris Sørensen til Sporten.dk om den spinkle mulighed for at gå videre i Europa League.
Søndag møder OB på udebane formsvage AaB.
Kilde:Sporten.dk