I går mandag var en 20-årig kvindelig bilist meget tæt på at blive ramt af en gul mursten.
Den blev kastet fra en gangbro over Krogholmvej i Stenløse tæt på Egedal Centret, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den ubehagelige hændelse fik kvinden til at anmelde stenkastningen sidst på eftermiddagen i går mandag, oplyser Nordsjællands Politi ifølge avisen.
- Murstenen var 50 centimeter fra at ramme anmelderen, og den landede foran bilen. Det er ikke en flise på 20 kilo, men selvfølgelig er det farligt, siger politikommissær Henrik Sejer, Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Person i hvide bukser
Kvinden, der kommer fra Ballerup, fik muligvis et glimt af den person, der kastede stenen. Hun mener nemlig måske at have set en person i hvide bukser.
Men hun føler sig dog ikke helt sikker, oplyser politikommissæren.
I 2016 eksploderede antallet af stenkast mod biler sammenlignet med året forinden.