Et nyt dansk kendispar har set dagens lys.
Den 31-årige bordtennisspiller Michael Maze danner par med Michala Kjær, datter af Janni Spies og Christian Kjær, skriver Se og Hør.
De to har flettet fingre i fire måneder. For nylig er Michael Maze og Michala Kjær set sammen på Casino Copenhagen. Angiveligt havde de to kun øje for hinanden og kyssede så meget, at de andre i selskabet følte sig helt uden for.
Den danske batman er i øjeblikket skadet og tilbringer derfor ikke tiden i Monaco, hvor han officielt er bosat.
I stedet overnatter han i Michalas 430 kvadratmeter store pragtpalæ i Hellerup og nyder så stor tillid hos Michala, at han får lov at benytte hendes sorte Range Rover, skriver Se og Hør.
Michala Kjær har tidligere dannet par med hitsnedkeren Remee, mens Maze bl.a. har været sammen med tv-værten Ibi Støvring.