Mikkel Kessler lader boksehandskerne blive hjemme og medbringer i stedet bordtennisbattet, når han fredag aften udfordrer Michael Maze i en opvisningskamp ved EM i bordtennis.
Bokseren kommer for at støtte sin bordtennis-ven og promovere sin næste boksekamp den 8. december mod nordirske Brian Magee, der ligesom bordtennis-EM foregår i Herning.
- Jeg prøver så vidt muligt at følge med i Michaels karriere, det være sig i medierne eller via telefonsamtaler med Michael selv. Derfor er EM i Herning en helt unik mulighed for mig.
- Her får jeg chancen for at følge ham og resten af bordtenniseliten på nærmeste hold. Jeg glæder mig meget til at følge de spændende kampe og håber selvfølgelig på, at Michael går hele vejen, siger Mikkel Kessler i en pressemeddelelse.
De to danske sportsstjerner vil dyste i bordtennis fredag klokken 18.30 kort efter, at Michael Maze har spillet sin første kamp mod en endnu ukendt modstander.