Det er en god idé, at Den Europæiske Centralbank, ECB, fra nytår skal til at føre tilsyn med de 17 eurolandes omkring 6000 banker for at sikre finansiel stabilitet.
Sådan lyder de første og overordnede reaktioner fra de forskellige politiske grupper i EU-Parlamentet, efter at EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, fremlagde forslaget for parlamentet onsdag morgen.
Joseph Daul, der er formand for Det Europæiske Folkeparti, EPP, roser kommissionens forslag om et banktilsyn og understreger, at "der er brug for reformer, ikke lapperier"
- Bankerne er ikke længere nationale, og en konkurs kan få hele systemet til at falde sammen. Derfor går vi ind for forslaget om et fælles tilsyn. Vi ved, at vi har levet over evne, og at det nu er tid til mere disciplin, siger Daul.
Med tilsynet er det planen, at centralbanken skal kigge bankerne over skulderen og gribe ind, hvis en bank udviser svaghedstegn. I yderste konsekvens kan centralbanken inddrage bankens ret til at drive bank.
Ifølge danske Emilie Turunen (SF), der sidder i parlamentet for De Grønne, er det nye banktilsyn "et rigtigt skridt at tage for eurolandene".
- De har brug for at få brudt en meget negativ spiral mellem dårlige landes økonomier og svage bankers økonomier, siger Emilie Turunen.
Men selv om hun synes, at tilsynet er en god idé for eurolandene, er hun ikke sikker på, at det også vil være det for Danmark, der står uden for eurosamarbejdet og er derfor ikke forpligtet til at blive underlagt det nye tilsyn.
Trods de positive reaktioner sætter flere parlamentsmedlemmer også spørgsmålstegn ved, hvordan centralbanken i praksis skal føre tilsynet.
Men parlamentet skal kun høres i sagen, så parlamentsmedlemmerne kommer ikke til at stemme om det. Derimod skal forslaget om banktilsynet forhandles færdigt med medlemslandene med henblik på, at det kan blive vedtaget på EU-topmødet i december.
/ritzau/