Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget omkring 30 nye henvendelser i sagen om mordet på den 20-årige Maria Møller Christensen.
De henvendelser bruger politiet dagen på at følge op på. Det skriver Ekstra Bladet.
"Vi holder i dag pause med indsamlingen af frivillige dna-prøver for blandt andet at undersøge validiteten af de nye henvendelser," siger efterforskningsleder, Ole Henriksen.
De nye spor politiet har fået at gå efter, omhandler blandt andet observationer af forskellige biler omkring gerningsstedet på Rolighedsvej i Herning.
Politiet har fået indsamlet dna fra 25 mænd, der alle har haft adgang til kælderen, hvor Maria Møller Christensen blev fundet dræbt nytårsmorgen. Der mangler stadig at blive indsamlet dna fra 15-20 mænd, der menes at have nøgler til kælderen.
"Det er som ringe i vandet. Nu har vi undersøgt de to inderste ringe, så nu arbejder vi udad," siger Ole Henriksen.
Det er frivilligt for mændene, om de vil aflevere en dna-prøve til politiet.