Hvorfor var der ingen, der hjalp den 20-årige Maria, da hun nytårsnat vaklede fuld rundt i Hernings kolde gader uden sko og overtøj?
Det var der også. Eller rettere sagt. Maria Møller Christensen mente ikke selv, hun havde brug for hjælp og afviste flere gange tilbud om tøj, varme og hjælp, skriver B.T.
Et nytårsselskab mødte en stærkt påvirket Maria mindre end 400 meter fra hendes hjem, og to jævnaldrende piger tilbød forgæves en hjælpende hånd.
"De spurgte mange gange, om hun ikke ville med op og låne en jakke og et par sko, eller om de skulle ringe efter nogen, der kunne hente hende. Det var jo helt tydeligt, at hun frøs rigtig meget. Men hun blev bare ved at sige, at der ikke var noget galt. Til sidst blev hun nærmest sur over, at de blev ved med at spørge, og så løb hun væk, så godt hun nu kunne i den tilstand," fortæller Maria Schmidt, der var vært for nytårsselskabet.
På det tidspunkt havde Maria været på gaden i 20 minutter, og det var tydeligt, at den isnende kulde allerede havde påvirket hende meget.
"Hun rystede rigtig meget, og hendes læber var allerede helt blå. Men jeg er ikke sikker på, at hun selv vidste det, for hun var rigtig, rigtig fuld. Hun var helt fjern og kunne ikke rigtig sige det, hun ville. Hun sagde bare hele tiden 'nej' og 'jeg har ikke brug for hjælp'," siger Maria Schmidt til B.T.
Maria Schmidt fortæller, at hun ikke selv talte med Maria, men at de to veninder, der gjorde, er "rigtig, rigtig kede af det".
"Jeg siger hele tiden, at det ikke er deres skyld, hvad der er sket. Men de tænker jo, at de måske kunne have gjort noget mere, og at hun så ikke havde været død nu," fortæller hun.