Der står megen blæst om forfatteren og debattøren Karina Pedersen for tiden. Hun er kendt for at være en hård kritiker af underklassen så vel som af velfærdsstaten.
For en uges tid siden fortalte Lisbeth Zornig Andersen til BT, at Karina Pedersen skylder hende penge.
Lisbeth Zornig Andersen har fremlagt et gældsbevis overfor avisen sammen med en mailkorrespondence, hvor det fremgår, at Karina Pedersen skylder Lisbeth Zornig Andersen.
Tvivl om bogens baggrund
I det hele taget er vinden vendt for den ellers så succesfulde forfatter. Fredag skrev Metroxpress en artikel, hvor der såes alvorlig tvivl om hele baggrunden for Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" og de mange interviews, hun har givet i landets medier. En baggrund hun selv italesætter som sandheden.
Jørn: Hun skylder mig 100.000
Nu står en anden person frem og kan sort på hvidt dokumentere, at Karina Pedersen skylder ham lige knap 100.000 kroner.
Det skriver Ekstra Bladet, som er i besiddelse af en dom fra Retten i Kolding.
Dommen fastslår, at Karina Pedersen skylder 61-årige Jørn Christiansen 83.900 kroner. Et beløb som, ifølge Jørn Christiansens advokat, er vokset til 99.404,57 kroner.
- Det pisser mig af, at hun kritiserer underklassen for at få offentlige ydelser, samtidig med at hun har brugt mig som sit private socialkontor. Og så går hun ud og tjener penge på at holde foredrag om underklassen, siger Jørn Christiansen til Ekstra Bladet
Jørn Christiansen fortæller, at han gentagne gange har forsøgt at få pengene tilbage.
Karina: Lån med bagtanke
Karina Pedersen erkender overfor Ekstra Bladet, at hun har lånt penge af Jørn Christiansen, men siger at hans lån til hende havde en bagtanke:
- Han stalkede mig jo. Det er rigtig nok, han lånte mig nogle penge på et tidspunkt. Han har rigtig mange penge. Men han har nok lånt mig dem i håb om at få noget den anden vej, ikke, siger Karina Pedersen til Ekstra Bladet og antyder dermed, at Jørn Christiansen var interesseret i mere end en venskabelig relation.
Hun er desuden uforstående overfor interessen for hendes økonomi og siger til Ekstra Bladet:
- Nu er det sådan lidt en sensation, at Karina skylder penge, men folk skal bare huske på, at den eneste grund til, at jeg overhovedet har haft brug for at låne penge hos venner og bekendte, er at jeg har stået med et barn, der ikke har kunnet få skole og børnehave. Ellers havde jeg aldrig nogensinde været i denne her situation.
Zornig: Karina tigger
Lisbeth Zornig Andersen beskylder iøvrigt Karina Pedersen for at tigge.
Læs hendes opslag på Facebook herunder: