I Italien er den politiske top ikke gået fri af smitte med coronavirus. Søndag har lederen af regionen Piemonte i det nordlige Italien oplyst til tv-stationen Rai, at han også er smittet.
Alberto Cirio, som han hedder, er langt fra den første toppolitiker i Italien, der er blevet smittet.
Piemonte, der har Torino som sin største by, er en af de regioner, som er hårdest ramt af smitten. Det er dog ikke en af de regioner, som er blevet sat i karantæne fra resten af landet.
Cirio er den anden regionale leder i Italien på 24 timer, der oplyser, at han er smittet med coronavirus.
Lørdag oplyste lederen af regionen Lazio, Nicola Zingaretti, der også er partileder for regeringspartiet Det Demokratiske Parti, at han også er smittet. Lazio, hvor hovedstaden Rom ligger, er placeret mere centralt i Italien.
Samtidig indføres mere og mere omfattende tiltag mod spredningen af smitten i landet. Lørdag oplyste regeringen, at flere regioner sættes i karantæne. Det står ikke klart, hvordan det vil se ud i praksis.
Støvlelandet er det europæiske land, der har registreret flest personer smittet med coronavirus. Ifølge en opgørelse fra universitet Johns Hopkins i Baltimore, USA, har italienske myndigheder testet 5883 positiv for coronavirus.
Af dem er 589 kommet sig igen, mens 233 er døde.
Det europæiske land med næstflest tilfælde er Frankrig. Her har myndighederne fundet 949 tilfælde. 12 er konstateret raske igen, 11 er døde.
I flere andre europæiske lande - herunder i Danmark - kan de første tilfælde af coronavirus relateres til Italien.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters