Overvægtige har ofte svært ved at tabe sig, fordi de konstant føler sult og derfor overspiser. Men nu har italienske forskere opfundet en pille, der giver mæthedsfølelse.
Det skriver BBC.
Pillen er tør, når man sluger den, men drikker man et glass vand, forvandler den sig til en gel-agtig bold i maven. Den består af cellulose, som er organisk og derfor kan nedbrydes naturligt af kroppen.
Professor Amrosio, der står i spidsen for forskningen fortæller, at pillen skal spises 30 minutter til en time før hvert måltid. Og den ryger igennem fordøjelsessystemet fem til seks timer efter.
- En af vores forskere prøvede pillen. Han tog den klokken 11 om formiddagen og klokken 18 om aftenen var han stadig mæt, siger professor Ambrosio til BBC.
Indtil videre er pillen testet på 20 personer, og yderligere 90 frivillige er nu i gang med at prøve pillen for at se, hvor meget meget indvirkning den har på vægttab, og hvilke bivirkninger, der eventuelt kan opstå.
Pillen kan, hvis den virker, højst sandsynligt erstatte mange af de populære fedmeoperationer som gastrisk banding, hvor den øverste del af mavesækken bliver snøret sammen.
Dr. David Haslam, der er leder af Det Nationale Center for Fedme i England, mener dog, at pillen skal afprøves i langt større udstrækning, før den kan bruges.
- Teorien er blevet afprøvet mange gange før, men har ikke været succesfuld. Og selvom den virker, så skal den kombineres med en fornuftig kost, for man kan ikke bare leve af sådan en pille, siger Dr. David Haslam.