Når den nye lukkelov træder i kraft, bliver det billigere at fylde indkøbskurven op.
Det siger Henning Otte Hansen, der er senioranalytiker ved Fødevareøkonomisk Institut, til tjek.dk.
"Det er de store butikker og discountbutikkerne, der får mest gavn af muligheden for at holde længere åbent. Det vil føre til øget konkurrence, som får priserne til at falde," forudser han.
Weekendvagter og sene åbningstider vil betyde højere lønomkostninger for supermarkederne.
Men de store butikskæder kommer til at sælge så mange flere varer, at det godt kan betale sig.
Det vurderer Henning Otte Hansen.
Dermed risikerer flere små butikker og kiosker at komme i klemme.
"For en lille butik betyder lange åbningstider øgede omkostninger. Små butikker får desuden et problem, hvis de ikke kan skaffe personale til at bemande butikken i ydertimerne og i weekenderne," siger Henning Otte Hansen og peger blandt andet på, at varerne er meget dyrere i kiosker og i 7-Eleven.