Kvinder med brystkræft, der har spredt sig, får nu adgang til en eksperimental behandling i Danmark.
Hidtil har de kræftramte kvinder måtte tage over den dansk-tyske grænse for at få behandlingen, der kaldes regional kemoterapi.
Behandlingen består i, at medicin i høj koncentration sprøjtes direkte ind i det organ, som kræften har spredt sig til.
Kræftens Bekæmpelse, der er med til at finansiere behandlingsforsøget, tror på, at den nye behandling kan redde liv. Det siger formand Frede Olesen
"Jeg har forventning om, at vi kan redde liv, men al eksperimentel behandling er jo netop eksperimentel, og deri ligger, at vi skal bygge forskningsprogrammer ind, som viser om og i hvilket omfang, der kan reddes liv," siger han til Newspaq.
Tre danske hospitaler, Herlev, Odense og Århus, vil ifølge Berlingske Tidende tilbyde kræftbehandlingen.