Hun er normalt sundheden selv, fitnessdronningen Charlotte Bircow. Og det var derfor lidt af et slag ansigtet, da hun for nyligt fik konstateret brystkræft.
Men selv slår hun fast, at den nykonstaterede brystkræft ikke har noget at gøre med, at hun på et tidspunkt fik opereret sine bryster større, skriver B.T.
"Brysterne har ikke noget med sygdommen at gøre. Lægerne siger, at det er alderen og hormonerne. Men jeg kan ikke bruge det til noget at gruble over, hvorfor jeg er blevet syg," siger 49-årige Bircow til B.T.
Sygdommen i sig selv møder Bircow efter eget udsagn med et positivt livssyn, og hun håber, det kan bære hende igennem.
"Selvfølgelig er sygdommen en våd klud i ansigtet. Men modgang gør stærk, hvis man er rustet til det. Det er jeg," lyder det optimistisk fra fitnessdronningen.
Hun fortæller, at hun i den kommende tid skal i strålebehandling og kemoterapi.
"Det er da irriterende, hvis jeg skal igennem en kemokur og mister håret. Men det får ikke betydning for, hvordan jeg vil leve mit liv," konstaterer hun.
Kilde: B.T.